Om

Agger Havn (Vesterhavet)

Ferielejlighed med uhindret udsigt til Agger havn..


Lejligheden på 60 m2 er det perfekte udgangspunkt for alle der ønsker sig en afstressende ferie eller weekend. Området er oplagt til lange cykel- eller traveture ligesom der er rig mulighed for fiskeri. Området omkring Agger er kendt for sine uberørte natur med fredede fuglereservater. Der er gode bademuligheder ved den børnevenlige strand der i øvrigt har "Blåt Flag" som følge af sin gode badevandskvalitet.









Ferielejligheden har 3 soverum, hvor det ene er med køjeseng, så der er plads til 6 personer, bad/toilet, køkken med miniovn, opvaskermaskine, køleskab med frostboks m.m., stue med farve-TV, ChromeCast og Internetradio, samt WIFI (trådløst Internet). Stuen går i kip.

Lejligheden ligger i første række med udsigt til havnen. Centret hvor lejligheden ligger, består af 101 lejligheder, hvor der er forskellige aktiviteter, som bl.a. indendørs pool, sauna, beachvolley, bordtennis og minigolf

Lejligheden har en sydvest-vendt terrasse m/grill og uhindret udsigt til Agger havn.  


Vandretur Agger



Nationalpark Thy indeholder en myriade af veje og stier, som kan føre den vandrende gennem forskellige varierede og storslåede landskaber. Området giver både mulighed for at vandre i skove, på heder, i klitter samt på fortidens kridtøer. Og der er både noget at komme efter for de besøgende, som foretrækker en kortere tur på en afmærket rute, og for de mere erfarne vandrere, som har lyst til at opleve det øde landskab til fods.


En god mulighed for alle er at vælge en vandretur ad Redningsvejen langs klitterne ved havet. Ruten er markeret med en stiliseret redningsbåd. Vandreruten starter ved færgehavnen på Agger Tange og går hele vejen gemmen nationalparken til Hanstholm - og endda videre endnu til Bulbjerg. Redningsvejen blev i gamle dage brugt, når redningstjenesten skulle frem til de forliste søfolk, som strandede ud for den barske kyst. Ruten går helt tæt på havet og klitterne, og det er let at fornemme områdets vindblæste, barske skønhed. Der er primitive overnatningspladser undervejs - især i plantagerne. Det er dog også muligt at komme til at overnatte på kroer, bed & breakfast eller lignende.


Naturen og menneskerne har flere steder skabt flotte udsigtspunkter, hvor vandrere kan stoppe og nyde synet ud over enorme områder. Fra toppen af Hanstholm Fyr i nord og Lodbjerg Fyr i syd er det muligt for alvor at få en fornemmelse for landskabets storhed.